Arsenal snuppede tirsdag aften en vigtig sejr i bestræbelserne på at blive mester for første gang siden 2004.

Hjemme på Emirates vandt Arsenal med 4-1 over Premier Leagues mest formstærke hold, Aston Villa, der kom til topbraget med 11 sejre i træk på tværs af turneringer, heraf otte i ligaen.

Med en sejr kunne Aston Villa have kravlet op på siden af Arsenal, men i stedet har Arsenal nu seks point ned til Aston Villa på tredjepladsen. Arsenal har 45 point, Aston Villa 39, mens Manchester City for en kamp færre har 40.

Arsenal satte tingene på plads med en forrygende anden halvleg, hvor alle mål faldt - de to første inden for få minutter af Gabriel og Martin Zubimendi i starten af anden halvleg.

Første halvleg var forholdsvis lige, selv om Arsenal dominerede i de største perioder og havde de fleste forsøg.

Til gengæld havde Aston Villa den største chance efter 12 minutter, da et Arsenal-opspil blev brudt midt på banen.

Ollie Watkins blev spillet helt fri i feltet, men hans indersidetræf blev skævt, så bolden sneg sig forbi stolpen.

I anden ende var den svenske angriber Viktor Gyökeres tæt på med hovedet to gange, men i begge tilfælde gik forsøget snert forbi. Målene skulle dog komme kort efter pausen.

Efter to minutter kom Villa-keeper Emiliano Martinez skidt op til et hjørnespark, og den brasilianske stopper Gabriel, der ovenpå en lårskade startede inde for første gang i næsten to måneder, bugserede føringsmålet ind.

Arsenal udnyttede momentum til at score igen fem minutter senere. Holdets aggressive presspil gav bonus, så Martin Ødegaard kunne erobre bolden og spille Zubimendi fri til scoring.

Aston Villa havde intet modsvar, og i stedet afgjorde Arsenal kampen endeligt, da Leandro Trossard fra feltets bue sparkede bolden resolut ind ved den ene stolpe til 3-0 med 20 minutter tilbage.

Kort efter blev Christian Nørgaard sendt ind til sin blot tredje Premier League-optræden for Arsenal.

Han kunne fra nærmeste hold nyde Arsenals perfekte kontraangreb, som Gabriel Jesus kronede med en smuk afslutning fra kanten af feltet til 4-0.

I tillægstiden reducerede Watkins til 1-4.

Lidt længere nede i toppen tabte Chelsea et skridt ved at spille 2-2 hjemme mod Bournemouth. Dermed har Chelsea på femtepladsen 30 point ligesom Manchester United, der skuffede med 1-1 hjemme mod bundproppen Wolverhampton.

/ritzau/