Runar Alex Runarsson lavede et fælt drop for Arsenal i tirsdagens kamp mod Manchester City.
I kvartfinalen af den engelske ligacup gik det helt galt for den tidligere FC Nordsjælland-spiller, da han fumlede et ufarligt frispark ind i eget net til stillingen 1-2 til City.
(Du kan se droppet øverst i artiklen)
Arsenal er i øjeblikket i kæmpe krise, og med endnu et nederlag til en lang række i denne sæson blev det åbenbart for meget for tilhængerne. I hvert fald lader det til, at det gik ud over islændingen i kølvandet på 1-4-nederlaget til Manchester City.

På Twitter flyder kritikken stadig heftigt rettet mod Runnarson, der tilsyneladende har fået så meget røg, at han har været nødt til at slette sin Twitter-konto.
Arsenals manager, Mikel Arteta, forsvarede ellers Runarsson efter nederlaget.
»Det var et forfærdeligt øjeblik for ham, men vi vinder og taber sammen. 'Alex' har spillet andre kampe, og vi besluttede os for at spille med ham i dag. Ansvaret ligger hos os alle,« lød det fra Arteta.
Det er ikke første gang, at Runarssons Twitter-konto gør sig bemærket.

Tilbage i september måtte han slette et gammelt tweet, der dukkede op til overfladen, hvor han svinede den tidligere Arsenal-manager Arsene Wenger.
Runarsson kom til Arsenal i sommer efter to år hos franske Dijon. Han spillede i FC Nordsjælland fra 2014 til 2018.



