Brasilianske Willian fortsætter karrieren i Arsenal på en treårig kontrakt efter syv år i Chelsea.

Willian skal ikke bekymre sig om flyttekasser og adresseregistrering, efter at han har fundet en ny klub.

Den brasilianske offensivspiller bliver i London, hvor han skifter fra Chelsea til Arsenal, som henter ham på en fri transfer.

Det skriver Arsenal i et opslag på Twitter.

- Ny klub. Nye farver. Ny begyndelse. Velkommen til Arsenal, Willian, skriver klubben.

Willian.
Willian. Foto: ADAM DAVY
Vis mere

Han har fået en treårig kontrakt.

- Jeg tror, han er en spiller, der virkelig kan gøre en forskel for os, siger Arsenal-træner Mikel Arteta til klubbens hjemmeside.

- Vi har fulgt ham i de seneste måneder, og vi havde en klar intention om at styrke den offensive midtbane og kantpositionerne. Han er en spiller, der giver os stor fleksibilitet, for han kan spille tre-fire positioner.

Willian har tilbragt de seneste syv år i Chelsea, men afslørede i sidste uge, at han ville forlade klubben ved kontraktudløb.

Den 32-årige fodboldspiller har spillet 234 kampe for klubben, der har hjemme på Stamford Bridge. Han har vundet mesterskabet to gange, og FA Cup og Liga Cup en gang.

Willian har 69 A-landskampe på cv'et.

/ritzau/