Arne fra Stjær er skuffet: 'De har svigtet – det sejler fuldstændig'
71-årig dansk superfan mener, at Manchester United læner sig op ad en 'katastrofe'.

71-årig dansk superfan mener, at Manchester United læner sig op ad en 'katastrofe'.

Det er grumme tider for alverdens fans af den engelske storklub Manchester United.
Klubben med den glorværdige historie ligger under nedrykningsstregen, og det kostede torsdag træner Michael Carrick jobbet, og United skal nu på jagt efter sin syvende manager i løbet af de seneste 10 år.
Hjemme i den lille østjyske landsby Stjær sidder 71-årige Arne Madsen og ryster på hovedet af den klub, han har fulgt så tæt siden Europa Cup-finalen i 1968.
»Det var ventet, at Carrick blev fyret, fordi det kunne ikke gå længere. Men det er spillerne, der har svigtet. Det sejler fuldstændig.«
»Man forstår ikke, at de kunne spille så godt før sommerferien – og at de så falder fuldstændig sammen nu, det er utroligt,« fortæller Arne Madsen.

Det er ikke første gang, han oplever magre år med sin hjerteklub – men denne gang er det anderledes.
»Jeg har jo oplevet 70erne, hvor vi heller intet vandt. Og der var en nedrykning i 1974. Så jeg har prøvet hårde tider. Men at vi skal falde sådan sammen, som vi har gjort nu, er uventet.«
»I 70erne var det forventet, fordi holdet var gammelt og slidt. Dengang havde vi godt af at rykke ned. Men det ville være en katastrofe, hvis vi rykker ned nu. For det bliver meget svært at komme op igen.«
Selvom Arne Madsen i fanmiljøet beskrives som et 'omvandrende United-opslagsværk', har han svært ved at pege på, hvorfor Manchester United har underpræsteret så groft, siden legendariske Sir Alex Ferguson forlod klubben for 13 år siden.
»Bare jeg vidste det, for så tror jeg, at jeg kunne tjene en million kroner et sted.«

»Der er nok mange ting galt. Spillerne er måske kommet lidt for let til deres penge. Det har ingen betydning, om de vinder eller taber – pengene kommer ind på kontoen alligevel.«
»Ejerne, Glazier-familien, tænker kun på at trække penge ud af klubben. Havde det været et firma, der havde præsteret sådan, så havde man nok kigget på ledelsen i stedet for på medarbejderne.«
»Medejer Jim Ratcliffe kom til og sagde, at klubben skulle have de bedste af de bedste på alle poster – og det er ikke sket. Og tingene har sejlet lige siden,« lyder det efterfulgt af et tungt suk.
Arne Madsen har heller ikke stor tiltro til, at argentinske Mauricio Pochettino, der i flere medier meldes som topfavorit til managersædet, kan gøre en forskel.
»Han har jo aldrig fået topresultater. Han klarede det godt i Tottenham, men hans tid i Chelsea og Paris Saint-Germain var ikke noget at prale af.«
»Man har brug for en manager, der kan sætte sig i respekt over for spillerne. Hvis ikke de vil rette ind, så er det ud af vagten,« lyder vurderingen fra den livslange Manchester United-fan fra Stjær.