De argentinske medier kalder Argentinas nederlag til Kroatien for en "ydmygelse" og en "katastrofe".

Nizjnij Novgorod. Presset er enormt på Argentinas fodboldlandshold efter 0-3-nederlaget mod Kroatien ved VM torsdag.

Superstjerne Lionel Messi og co. skulle rejse sig efter 1-1-skuffelsen mod Island i den første kamp ved VM, men det kørte helt ad sporet for Argentina, der er gevaldigt presset i jagten på en billet til en ottendedelsfinale.

De argentinske medier kalder indsatsen og resultatet for "Katastrofe" og "ydmygelse".

- Katastrofe mod Kroatien. Argentina skuffede og er på vej ud af VM-slutrunden, skriver avisen Clarin på sit website.

Avisen La Nacion følger op:

- Argentina blev latterliggjort af Kroatien og har bragt sin fremtid i turneringen i fare.

Tv-kommentatoren Diego Latorre fra tv-stationen TV Publica hæftede sig ved Messis glansløse indsats indtil nu ved VM.

- Messi stod stille, og han manglede tempo. Deprimerende, lød det fra Latorre.

Det argentinske web-medie infobae.com konkluderede i store overskrifter på sit site:

- Argentina led et ydmygende nederlag mod Kroatien og er på randen af at blive elimineret.

Tre scoringer i anden halvleg gjorde det af med Argentina, hvis keeper satte det hele i gang med et enormt koks syv minutter efter pausen.

Willy Caballero ville skulle sparke bolden væk, men han valgte at begive sig ud i et forsøg på at lobbe bolden over Kroatiens Ante Rebic.

Det mislykkedes totalt, og Rebic kunne i fri position banke Kroatien foran 1-0.

Mod slutningen øgede Luka Modric til 2-0 ti minutter før tid på et flot langskud, inden Ivan Rakitic lukkede det hele med sin scoring i overtiden.

/ritzau/