En mand er sigtet for at forvolde kropsskade på Boca Juniors-spillere forud for Copa Libertadores-finalen.

En mand er blevet tilbageholdt i Argentina i forbindelse med et angreb på klubben Boca Juniors' spillerbus for halvanden uge siden.

Den mistænkte blev tilbageholdt i La Matanza i udkanten af Buenos Aires. Han er sigtet for at gøre skade på ejendom samt forvolde uagtsom kropsskade.

Det oplyser anklagemyndigheden tirsdag, skriver nyhedsbureauet dpa.

Finalen i Copa Libertadores mellem de rivaliserende Buenos Aires-klubber River Plate og Boca Juniors skulle være spillet lørdag 24. november på El Monumental, men River Plate-fans angreb Boca Juniors' spillerbus inden kampstart.

Fansene kastede sten på bussen og smadrede adskillige ruder, så flere Boca Juniors-spillere fik skader i ansigtet af knust glas.

Kampen blev i første omgang udskudt til søndag 25. november, men nogle Boca Juniors-spillere var stadig så medtagne, at de ikke var i stand til at spille.

Det gjaldt blandt andre anfører Pablo Perez, som sammen med adskillige holdkammerater måtte en tur på hospitalet med rifter og øjenskader.

Finalen bliver i stedet spillet i Madrid på søndag klokken 20.30.

Tidligere har River Plate ellers nægtet at spille kampen på Santiago Bernabeu i den spanske hovedstad.

River Plate-træner Marcelo Gallardo har kaldt det absurd at skulle spille kampen i Spanien, ligesom at han har påpeget, at holdet mister fordelen ved at spille på hjemmebane.

Det første opgør endte 2-2 hos Boca Juniors.

Det er første gang, at River Plate og Boca Juniors mødes i Copa Libertadores-finalen.

Opgøret er kendt under navnet Superclasico og vurderes til at være verdens mest hadefulde rivalisering mellem fodboldklubber.

På grund af tidligere optøjer er det kun hjemmeholdenes fans, der har adgang til kampene i argentinsk fodbold. Sådan har det været siden 2013.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har 300 fodboldfans mistet livet i løbet af de sidste 50 år i Argentina.

/ritzau/