Den argentinske fodboldmålmand Esteban Andrada fra Real Zaragoza har fået 13 spilledages karantæne efter et voldeligt overfald på en modspiller.

Sådan lyder dommen fra Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) onsdag.

Overfaldet skete søndag i en ligakamp mellem Real Zaragoza og Huesca i den næstbedste spanske række.

Hjemmeholdet Huesca var dybt inde i overtiden foran og vandt også kampen 1-0.

I en situation midt på banen fik 35-årige Andrada sit andet gule kort for at skubbe en modspiller i brystet.

Han reagerede herefter med at sprinte efter den pågældende spiller og hamre ham i hovedet med en knytnæve.

Aktionen udløste et kæmpe sammenstød mellem spillere og ledere fra begge hold, og nu altså en lang karantæne til Andrada.

Han har fået én spilledags karantæne for den oprindelige udvisning samt yderligere 12 spilledage for overfaldet.

Han er i denne sæson udlejet til Zaragoza fra mexicanske Monterrey, som han tidligere har spillet klub-VM for. Han har desuden spillet fire landskampe for Argentina.

Huescas målmand Dani Jimenez og Zaragozas Dani Tasende blev ligeledes udvist. De har fået henholdsvis fire og to spilledages karantæne.

/ritzau/