Argentiner bliver skurk i ny Manchester United-nedtur
Lisandro Martinez var impliceret i to mål og fik rødt kort, da Manchester United tabte 0-2 til Chelsea.

Lisandro Martinez var impliceret i to mål og fik rødt kort, da Manchester United tabte 0-2 til Chelsea.

Lisandro Martinez har kontraktudløb til sommer og har været rygtet på vej væk fra Manchester United. Især efter at han kritiserede klubledelsen for nylig.
I lørdagens opgør på Stamford Bridge mod Chelsea gjorde han intet for at gøre sig attraktiv for andre klubber. Den argentinske stopper blev den store skurk i Uniteds nederlag på 0-2.
Dermed er United oppe på ni kampe i træk uden sejr på tværs af turneringer.
Holdet kan i denne runde komme under nedrykningsstregen i Premier League, hvis nogle af de øvrige bundhold tager en sejr. Chelsea kom med sejren op på siden af Brighton på tredjepladsen.
Manchester United startede ellers kampen som et hold med tro på tingene trods den spille- og resultatmæssige krise, holdet befinder sig i.
Det var gæsterne, som skabte flest chancer i første halvleg. Wesley Fofana var i gavehumør i Chelseas midterforsvar, men blandt andre Amad Diallo formåede ikke at straffe fejlene.
Matheus Cunha prikkede bolden i mål efter godt en halv time, men var offside, mens Chelseas bedste chance lidt tilfældigt ramte stolpen.
United-træner Michael Carrick fik ekstra grund til at ærgre sig over den manglende skarphed trods 45 udmærkede minutter.
Blot fire minutter efter pausen viste hans defensiv igen store mangler. Morgan Rogers fik stort set uberørt lov til at løbe imellem Harry Maguire og en ekstremt passiv Lisandro Martinez på kanten af feltet. Herefter chippede han bolden over Senne Lammens.
Det blev starten på en lavine, som pressede gæsterne mod endnu en skuffelse. Og Lisandro Martinez endte som den store skurk.
I 59. minut tog han et gult kort efter at være blevet snøret af Morgan Rogers igen. Et par minutter efter missede han fuldstændig sin markering på et hjørnespark. Det kompenserede han for ved at spæne hen og hamre en albue i hovedet på Fofana.
Efter et VAR-tjek gav det straffe til Chelsea og det andet gule kort til Martinez, så gæsterne blev reduceret til ti mand.
United kom aldrig tæt på point, og Chelsea havde flere chancer til at gøre resultatet værre.
RITZAU