Argentinas Martínez overvejer landsholdsstop efter finaletab
Keeperen Emiliano Martínez vil efter finalenederlag overveje, om det er tid til at stoppe på landsholdet.

Keeperen Emiliano Martínez vil efter finalenederlag overveje, om det er tid til at stoppe på landsholdet.

Den argentinske målmand Emiliano Martínez overvejer at trække sig fra landsholdet, efter at Argentina ikke formåede at forsvare VM-titlen.
Det fremgår af et opslag, som han har delt på Instagram.
Her sætter Martínez spørgsmålstegn ved sin landsholdsfremtid, efter at Argentina søndag aften måtte se sig besejret af Spanien.
Her tog Spanien VM-trofæet i New Jersey i USA med 1-0 efter forlænget spilletid.
- Jeg drømte om at vinde det igen. Jeg drømte om at bringe det tilbage til Argentina og skrive historie endnu en gang, skriver den argentinske keeper.
- Sandheden er, at smerten er svær at sætte ord på.
Den 33-årige målmand vil nu bruge noget tid på at overveje sin fremtid, før han beslutter, om han fortsætter på landsholdet, lyder det.
- Nu er jeg nødt til at reflektere over mange ting, se på, hvordan jeg kommer videre, og beslutte, om tiden er inde til at træde tilbage, skriver Martínez.
- Det gør mig virkelig ondt. Jeg gav alt, hvad jeg havde, for at hjælpe mit land og mine holdkammerater.
Martínez var med fra start i alle otte af Argentinas kampe under turneringen. Her holdt han buret rent i to kampe og lukkede i alt otte mål ind.
Aston Villa-målmanden har spillet 67 landskampe og kan tilskrives en afgørende rolle i Argentinas seneste succesperiode.
Han vandt Den Gyldne Handske ved VM i Qatar i 2022 og var også med til at vinde Copa América i 2021 og 2024.
Martínez har kontrakt med Aston Villa frem til 2029.
Usikkerheden om hans fremtid handler derfor kun om hans landsholdskarriere, og der er ikke sat nogen tidsplan for, hvornår han træffer en beslutning, skriver nyhedsbureauet Reuters.
RITZAU