Antonio Conte er fortid i Tottenham.

Det oplyser den engelske fodboldklub i en pressemeddelelse.

'Cheftræner Antonio Conte har forladt klubben efter en gensidig aftale,' skriver Tottenham, der ønsker Conte det bedste i fremtiden.

»Vi har 10 Premier League-kampe tilbage i sæsonen, og vi kæmper for en plads i Champions League. Vi skal alle stå sammen. Alle skal træde i karakter for at sikre den højeste placering som muligt – for klubben og de fantastiske og loyale fans,« siger Daniel Levy, der er bestyrelsesformand.

Rygterne om en fyring begyndte allerede at svirre tidligere på ugen. Her skrev The Telegraph, at forventningen var, at Conte ville forlade posten i løbet af ugen.

Conte blev spottet på et Ryanair-fly på vej tilbage til Italien efter weekendens kollaps mod Southampton, hvor Tottenham, der som bekendt har den danske landsholdsstjerne Pierre-Emile Højbjerg på holdet, førte 3-1 og smed sejren i sidste øjeblik.

Opholdet i den engelske klub har ikke været det eventyr, man havde håbet på, efter Antonio Conte overtog tøjlerne fra José Mourinho tilbage i 2021, og der har i længere tid været en usikkerhed omkring hans fremtid.

Hans kontrakt stod til at udløbe denne sommer, men Conte har ikke selv ønsket at sætte ord på det, og sidste weekend kulminerede det så på et pressemøde, da Conte ødelagde både sine spillere og klubben for åben mikrofon efter resultatet mod netop Southampton.

Tottenham oplyser, at assistenttræner Cristian Stellini tager over som midlertidig cheftræner resten af sæsonen, mens Ryan Mason bliver assistenttræner.