KOMMENTAR
Per Nielsen fortjener ros for at fortælle åbenhjertigt om sin depression. Tankerne må være sat i gang
Hvis skyld er det, hvis en fodboldspiller går ned med flaget efter karrieren? Er det klubben, der ikke forbereder spilleren på et liv væk fra projektørerne - eller er det spilleren selv, der må være voksen nok til selv at have tænkt de tanker.
Per Nielsen, legendarisk og tro Brøndby-mand i en menneskealder, stod selv i den situation, da han ikke længere skulle iføre sig den gule trøje med 4-tallet på ryggen. Pludselig var han ikke længere fodboldspilleren, anføreren, stjernen. Han var bare Per, der havde spillet fodbold hele livet - og nu skulle finde på noget andet.
Tomheden fyldte det hele, sengen blev det foretrukne sted at opholde sig, og skrald og skidt overtog huset.
Per Nielsen fortæller selv om den to år lange, sorte periode i sit liv i sin biografi, der er skabt i samarbejde med BT-journalisten Søren Sorgenfri. Han gør det for at tage hul på et tabu i sportens verden, men som ikke desto mindre har ramt mange undervejs. Både her og i udlandet, hvor der er mange skrækhistorier om misbrug, depressioner og selvmord hos dem, der ikke magter overgangen fra berømmelse til forhenværende. For det er fortsat en macho-verden, hvor man ikke taler voldsomt meget om den slags, heller ikke i Brøndby. Og hvor det kan undre, at der ikke er større fokus på det fra klubbernes side.
Det er et helt legitimt argument, at klubbernes engagement i spilleren ophører i samme øjeblik, som kontrakten løber ud. Men der er noget, der hedder ordentlig opførsel, etiske retningslinjer og ansvarlighed.
Jeg skal ikke påstå, at Brøndby har udvist mangel på det hele, for det var trods alt nogle mindre træneropgaver i klubben, der holdt Per Nielsen oven vande og gav den flig af indhold i tilværelsen, der betød, at det sorte hul ikke var bundløst. Men i så fald var det utilsigtet.
Det var ikke en del af en strategi, for ingen sagde nogensinde noget. Ingen spurgte, hvordan det gik. Og ingen tog sig den tid til at sætte sig ned med manden for at forberede ham på, hvad der ventede efter den sidste kamp.
Det er den ansvarlige vej, og det er bedre i dag. Der er mere fokus på det mentale aspekt i træningen og mandskabsplejen, Spillerforeningen har sat gang i flere projekter, men problemet er fortsat udtalt. Og det vil kræve en målrettet indsats, for i en machoverden, hvor alt handler om præstation i nuet, er det ikke nok at opstille en kriselinje til snart pensionerede fodboldspillere.
Fodbolden har selv en interesse i at få fanget så mange som muligt, inden det går galt. Det hedder med et fint ord CSR, og det handler om, at man driver sin virksomhed ansvarligt. Det er en skidt sag for Brøndby, at Per Nielsen nu fortæller om sin skæbne (og så er vi slet ikke begyndt på snakken om, at klubben skylder Per Nielsen en stor sum penge - læs mere om det i sportssektionen).
Ærgerligt, fordi det fortæller historien om en arbejdsgiver, der ikke har det store perspektiv, hvis man lader en legende i klubben helt bogstaveligt ende i skidtet. Det bliver for fattigt.
Jacob Staehelin er sportchef på BT og sporten.dk
