Det halstørklæde gik ikke.

Det stod klart for Annette Stubkjær Rimmer, da hun forsøgte at komme ind i Parken for at overvære Danmarks sejr over Frankrig søndag aften, for halstørklædet med påskriften #ForMigrantWorkers var ikke tilladt i Danmarks nationalarena.

Hun er politisk rådgiver fra Amnesty International og ærgrer sig gul og grøn over, at vagterne ikke gav lov til at medbringe det.

»Jeg blev standset ved security check og fik at vide, at de gerne ville se nærmere på tørklædet. Jeg viste det frem for dem, og så drøftede de internt, om det kunne komme med ind på stadion. Beslutningen blev, at tørklædet blev afvist af dem. Det var jeg rigtig ærgerlig over og forklarede dem, at jeg ikke mente, at det var et politisk budskab, men at det blot var en støtte til de migrantarbejdere, som har gjort det muligt for Qatar at afholde VM senere på året,« fortæller hun til B.T.

»Vi har lige nu en kampagne i Amnesty, hvor vi rigtig gerne vil sætte fokus på de hundredtusinder af migrantarbejdere, der har knoklet for at gøre Qatar klar til VM. De har arbejdet under forfærdelige forhold – nogle af dem har endda mistet livet – og de fortjener al vores støtte og opbakning. Derfor vil jeg gerne have vist det frem på stadion. Og derfor havde vi et par timer før fodboldkampen holdt en lille happening ved Fælledparken, hvor vi havde været i dialog med flere hundrede danske fans omkring denne triste bagside af VM i Qatar.«

DBUs kommunikationschef, Jakob Høyer, fortæller til B.T., at har forhørt sig om sagen hos vagterne.

»Vagterne havde set en større gruppe mennesker med de omtalte halstørklæder i Fælledparken og opfattet det som en politisk aktion, som ville blive markeret på stadion,« siger han og afviser ikke, at det i en anden kontekst godt kunne have fået lov at komme med.

»I sig selv er budskabet 'ForMigrantWorkers' ikke politisk og det bør være muligt at have et halstørklæde med det til en landskamp i Parken,« lyder det fra Høyer.

Afvisningen nager dog stadig Annette Stubkjær Rimmer.

»Vi mener, at budskabet handler om basale menneskerettigheder, da det relaterer sig til de mange migrantarbejdere, der har knoklet for at gøre det kommende VM muligt under horrible arbejds- og boligforhold. De fortjener vores støtte og opbakning, og de har krav på at få erstatning for deres lidelser fra FIFA og Qatar. Budskabet retter ikke direkte kritik mod Qatar, FIFA eller andre aktører og kan heller ikke defineres som partipolitisk. Tværtimod er det et simpelt, uskyldigt budskab om at støtte op om migrantarbejdere og deres krav på basale menneskerettigheder.«

Hos DBU forsikrer kommunikationschefen dog, at deres samarbejde med Amnesty stadig kører på skinner.

»Vi har et godt samarbejde med Amnesty og arbejder sammen for at forbedre menneskerettighedssituationen i Qatar. Tidligere har vi givet lov til, at Amnesty havde bannere på stadion med 'Human Rights for Migrant Workers', ligesom vi samarbejder med Amnesty om oplæg for vores bestyrelse og komiteer, vores landsholdsspillere og andre samarbejdspartnere.«