Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Den 21-årige Manchester United-stjerne Mason Greenwood har været sigtet for voldtægt og fysisk vold mod en tidligere kæreste.
Nu er sigtelserne frafaldet, melder politiet i Manchester.
»I betragtning af den store mediedækning af denne sag, er det kun rimeligt, at vi deler nyheden om, at den 21-årige mand, som blev anholdt og sigtet i forbindelse med en efterforskning, der blev åbnet i januar 2022, ikke længere er retsforfulgt for dette,« udtaler politiinspektør Michaela Kerr fra Greater Manchester Police.
Politiet fortæller videre, at de ikke vil kommentere yderligere på sagen.
Mason Greenwood blev i januar 2022 fængslet, men blev siden løsladt mod kaution. Han blev i samme måned suspenderet af Manchester United og har været det siden.
Sagen fik voldsom opmærksomhed i de engelske medier såvel som de sociale medier, efter ekskæresten i et opslag på de sociale medier lagde et billede ud, hvor hun blødte fra munden samt lagde en rystende lydfil ud, hvor en mand kræver, at hun har sex med ham. Opslaget blev slettet kort efter.
Da sagen blev kendt i offentligheden valgte Manchester United at fjerne al merchandise med Mason Greenwood forsvundet fra klubbens hjemmeside.
Den 21-årige Manchester United-spillers sponsor, Nike, valgte også at suspendere deres aftale med englænderen.
Også spilgiganten EA Sports valgte at handle prompte i sagen. De har helt fjernet Mason Greenwood fra det populære FIFA 22 og FIFA 23-spil.
Det er uvist, hvad der kommer til at ske med Greenwoods fodboldkarriere fremadrettet. United har endnu ikke meldt noget ud.
Mason Greenwood nåede at spille 83 Premier League-kampe for Manchester United og en enkelt kamp for det engelske landshold, inden han blev anholdt.