29 fodboldspillere, der er indblandet i den tyrkiske bettingskandale, risikerer mere end bare karantæne fra banen.
De er således blandt 46 personer, som anklagemyndigheden i Istanbul vil have arresteret.
Det skriver nyhedsbureauet AFP fredag.
Galatasaray-spilleren Metehan Baltaci er den eneste navngivne spiller i arrestordren, og han er også én af de 27 spillere, der er mistænkt for at have spillet på kampe, hvor de selv har været involveret.
35 af de 46 personer er allerede tilbageholdt, og heriblandt er to klubpræsidenter, der er under lup for at have forsøgt at påvirke resultatet i en kamp i den tredjebedste række.
Den meget omfattende bettingskandale i tyrkisk fodbold tog for alvor fart i november.
Her udelukkede det tyrkiske fodboldforbund blandt andre 149 dommere og 1024 spillere.
Siden fik 102 spillere - heraf 25 fra den bedste række - karantæner, der varierer mellem 45 dage og et år.
/ritzau/
