Gianni Infantino bliver i straffesag undersøgt for at have afholdt en række hemmelige møder med statsanklager.

Den schweiziske anklagemyndighed indleder en straffesag mod præsidenten Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, på grund af en række møder, som Infantino har afholdt med statsanklageren Michael Lauber.

Det skriver en række nyhedsbureauer, herunder AFP.

Sagen tager udgangspunkt i nogle hemmelige møder, som Infantino i 2016 og 2017 holdt med statsanklageren Michael Lauber, da sidstnævnte havde til opgave at undersøge mulig korruption i Fifa i forbindelse med tildelingen af VM-værtskaberne i 2018 og 2022 til henholdsvis Rusland og Qatar.

Dette er kommet frem igennem dokumenter fra Football Leaks, som blandt andet Politiken har haft adgang til, skriver den danske avis.

Lauber er allerede blevet dømt for at have løjet i den prekære fodboldsag, efter at de hemmelige møder havde affødt en efterforskning af ham.

Statsanklagerens forklaringer, om hvad der blev talt om på disse møder, var så mangelfulde, at en undersøgelseskommission tidligere på året i en dom konkluderede, at han løj.

Lauber blev straffet med en lønnedgang på otte procent, men appellerede dommen. I fredags valgte en forvaltningsdomstol at opretholde dommen, men lempede lønnedgangen til fem procent. Lauber tilbød dog straks at trække sig.

Infantino har været Fifa-præsident siden februar 2016.

/ritzau/