Løgn og latin.

Den spansk-russiske model Luisa Kremleva er blevet anholdt, efter hun tilbage i juni 2017 anklagede den tidligere Real Madrid-back og nuværende AC Milan-spiller Theo Hernandez for voldtægt.

Det skriver den spanske sportsavis Marca.

24-årige Kremleva, der har været med i flere tv-programmer, forklarede dengang, at den unge fodboldstjerne havde voldtaget hende på en parkeringsplads foran den eksklusive natklub Olivia Valere i Marbella.

Den dengang blot 19-årige franske stjerne skulle ifølge kvinden også have slået hende, da hun afviste at have sex med ham.

Men i januar 2019 afviste retten anklagen med begrundelsen, at modsigelserne i hendes historie var åbenlyse.

Derudover viste overvågning fra parkeringspladsen, at der ikke foregik noget voldeligt, men at der nærmere var tale om et fald fra modellens side, ligesom at man på optagelserne kunne se, hvordan hun efter de hændelser, hun påstår er sket, vender tilbage til natklubben sammen med fodboldspilleren.

Den gynækologiske undersøgelser, der blev foretaget efter Kremleva kort tid efter, at Kremeleva anmeldte det til politiet, viste, at de to havde haft sex, hvilket Theo Hernandez fra begyndelsen har indrømmet.

Franske Theo Hernandez skiftede i denne sæson fra Real Madrid til AC Milan.
Franske Theo Hernandez skiftede i denne sæson fra Real Madrid til AC Milan. Foto: MATTEO BAZZI
Vis mere

Der blev dog ikke fundet spor af stoffer, på trods af at den spansk-russiske model havde påstået, at hun var blevet 'drugged' af den unge stjerne, der dengang netop havde fuldført sit skifte til den spanske storklub Real Madrid.

Nu er alle disse anklager så blevet vendt mod hende, og hun er nu blevet anholdt for at forfalske en forbrydelse.

Anklagemyndigheden kræver derfor, at modellen skal have en fængselsstraf.

Luisa Kremleva afviser i en Instagram-story, at hun skulle være blevet anholdt, mens hun samtidig skriver, at sandheden vil komme frem.