Lyt til artiklen

Den 29-årige fodboldspiller Jean-Manuel Nedra er i øjeblikket tilbageholdt af fransk politi.

Det sker, efter fodboldspilleren fra Martinique, beliggende i Caribien og som hører til Frankrig, blev stoppet i Gaulle-lufthavnen uden for Paris.

Fodboldspilleren havde ikke mindre end 100 kilo kokain gemt i kufferter, skriver nyhedsbureauet AFP ifølge det franske medie L'Equipe.

Ifølge mediet havde Jean-Manuel Nedra en ledsager med sig. Vedkommende er blevet løsladt.

Jean-Manuel Nedra er lige nu varetægtsfængslet, mens en nærmere efterforskning står på.

Jean-Manuel Nedras klub, Aiglon du Lamentin FC, bekræfter ifølge udenlandske medier, at en af deres spillere er blevet tilbageholdt af fransk politi.

Dog uden at kende de nærmere detaljer.

Jean-Manuel Nedra spiller på højeste niveau i Martinique, og han har også optrådt på øens landshold.