Hobros norske angriber Pål Alexander Kirkevold scorer i øjeblikket mål på samlebånd i den næstbedste, danske række. Otte mål er det blevet til i foråret, men hans tid i Hobro har været turbulent, og ifølge den 26-årige skarpretter er det takket været den tidligere træner Ove Pedersen.

Pål Alexander Kirkevold skiftede fra norske Sandefjord til Hobro i sommeren 2015, men da Ove Pedersen et halvt år senere blev ansat som træner i klubben, røg nordmanden ud i kulden.

Han blev lejet ud til den norske klub Sarpsborg 08, men efter Ove Pedersens pludselige fyring i november 2016 er Pål Alexander Kirkevold nu en af de første på holdkortet.

Til Nordjyske fortæller nordmanden meget direkte, hvad han synes om sin tidligere træner.

»Ove Pedersen er vel den værste træner, jeg har haft. Jeg har aldrig oplevet sådan en type træning og ledelse. Det var helt forfærdeligt, så jeg ville væk. Det passede mig ikke at spille den type fodbold,« siger Pål Alexander Kirkevold.

Ove Pedersen fortæller til avisen, at Pål Alexander Kirkevold ikke var i god nok fysisk form i vinteropstarten.

Efter Ove Pedersens fyring overtog Thomas Thomasberg roret i Hobro, der søndag spillede 0-0 med Næstved og dermed ikke fik sikret oprykningen til Superligaen. I stedet skal holdet nu i sidste runde ud i en direkte duel med Vendsyssel om at rykke op.

BT kunne for nylig fortælle, at Ove Pedersen er tæt på et nyt job i den ghanesiske storklub Asante Kotoko.