Mario Götze, Robert Lewandowski og Mats Hummels.

Tre fodboldstjerner, der i løbet af deres fodboldkarriere forlod Borussia Dortmund til fordel for Bayern München.

Men det ser ikke ud til at ske igen.

Ifølge det tyske medie Bild har Dortmund sat en stopper for, at deres spillere forlader klubben før tid til fordel for Bayern München.

Robert Levandowski skiftede fra Dortmund til Bayern i 2014.
Robert Levandowski skiftede fra Dortmund til Bayern i 2014. Foto: CARMEN JASPERSEN
Vis mere

Det gjorde sig eksempelvis gældende for amerikaneren Christian Pulisic, der spiller for Dortmund.

Han havde kontraktudløb i 2020, og Christian Pulisic meddelte Dorrtmund, at han gerne ville ud af sin kontrakt et år tidligere - altså til sommer.

Det var Dortmund åbne over for - så længe han ikke skiftede til Bayern München, selvom det forlød, at det var det, Pulisic ønskede.

I stedet skrev han kontrakt med engelske Chelsea fra sommeren 2019 af.

Mario Götze skiftede til Bayern München fra Dortmund i 2013. Han vendte dog tilbage til Dortmund i 2016.
Mario Götze skiftede til Bayern München fra Dortmund i 2013. Han vendte dog tilbage til Dortmund i 2016. Foto: WOLFGANG RATTAY
Vis mere

Ifølge Bild bunder det hele i, at man internt i Dortmund har besluttet at gå benhårdt efter det tyske mesterskab, som Bayern München ellers har siddet tungt på de sidste seks år.

Og i den forbindelse vil man ikke overdrage sine spillere direkte til Bayern München som et led i den tyske mesterskabsduel.

Lige nu må man også sige, at det går godt for Dortmund.

Holdet fører Bundesligaen med 42 point efter 17 kampe. Bayern München indtager andenpladsen med 36 point efter lige så mange kampe.