Holdejere og officials, der er nævnt i en rapport om systematisk misbrug i den amerikanske liga for kvindefodbold, bør udelukkes fra sporten.
Det mener USA's landsholdsanfører, Becky Sauerbrunn.
Den dobbelte VM-vinder siger videre, at spillerne er "forfærdede og knuste" over fundene i rapporten, der blev offentliggjort mandag efter en årelang undersøgelse med tidligere justitsminister Sally Yates i spidsen.
Rapporten omfatter interviews med flere end 200 spillere fra National Women's Soccer League (NWSL) - flere af dem landsholdsspillere.
Rapporten giver et detaljeret billede af misbrug, overgreb og manipulation.
- Enhver holdejer, direktør eller official, som gentagne gange har svigtet spillere og undladt at beskytte dem, og som har gemt sig bag juraen og ikke fuldt ud deltaget i disse undersøgelser, bør gå af, siger Sauerbrunn.
Blandt andre bliver Merritt Paulson, der ejer Becky Sauerbrunns klub, Portland Thorns FC, i rapporten beskyldt for at muliggøre krænkende adfærd af tidligere Thorns-træner Paul Riley.
Adspurgt om, hvorvidt hun mener, at Merritt Paulson er blandt dem, der bør forlade ligaen, svarer Becky Sauerbrunn:
- Det gælder alle dem, der gang på gang er blevet ved med at svigte spillerne, og som ikke tog spillernes bekymringer alvorligt, ikke videregav korrekte oplysninger eller ikke har deltaget i undersøgelserne. Dem alle sammen.
I en udtalelse tirsdag oplyser Merritt Paulson, at han fjerner sig selv fra alle Thorns-relaterede beslutninger, indtil der kommer en konklusion på en separat undersøgelse foretaget af NWSL og spillerforeningen.
Samtidig undskylder han for ikke at have beskyttet spillerne.
- Jeg er virkelig ked af det, udtaler han.
I rapporten beretter flere spillere om detaljerede mønstre for misbrug, overgreb og manipulation fra trænere.
- Vores undersøgelse har afsløret en liga, hvor misbrug og forseelser - verbalt og følelsesmæssigt misbrug og seksuelt misbrug - var blevet systemisk og har spændt over flere hold, trænere og ofre, skriver Sally Yates i rapportens resumé.
Undersøgelsen er bestilt af det amerikanske fodboldforbund ovenpå flere skandaler de seneste år.
/ritzau/AFP