Cristiano Ronaldo får hug af en anerkendt portugisisk læge, fordi han har brugt en rugemor til at føde sine tvillinger, der kom til verden i sidste måned.

Antonio Gentil Martins siger ifølge britiske Daily Mail, at Cristiano Ronaldo er en fremragende fodboldspiller, men han kan ikke være et forbillede, når han har brugt en rugemor til at få sine tvillinger til verden.

»Jeg mener, at det er en alvorlig forbrydelse. Det er trist. Jeg betragter ham som en fantastisk idrætsudøver, men han er moralsk afstumpet. Han er ikke et eksempel for nogen,« siger den 87-årige kirurg, som er en pioner inden for adskillelse af siamesiske tvillinger.

Tvillingerne Eva og Mateo er blevet undfanget på et amerikansk laboratorium, og de er blevet født af en rugemor, hvis navn ikke kendes. I forvejen har den ugifte Cristiano Ronaldo en søn - Cristiano Ronaldo junior - hvis mor ikke kendes, og som Real Madrid-spilleren ikke vil afsløre. Nogle mener, at den ældste søn også er kommet til verden ved hjælp af en rugemor.

Under alle omstændigheder mener Antonio Gentil Martins, at Cristiano Ronaldos mor bærer en del af skylden for, at Cristiano Ronaldo så meget som har overvejet brugen af rugemødre.

»Jeg mener, at en, der bærer en stor del af skylden for dette her, er Cristianos mor,« siger kirurgen om Dolores Aveiro, som Cristiano Ronaldos mor hedder.

»Den kvinde har overhovedet ikke opdraget sin søn,« siger Antonio Gentil Martins.

Han er kendt som en mand med kontroversielle synspunkter. Han har tidligere sagt, at han betragter homoseksualitet som en sygdom. Det har fået lægeforeningen i Portugal til at åbne en sag mod kirurgen p.g.a. udtalelserne, som foreningen mener er krænkende.