Et voldsomt udbrud fra Kasper Schmeichel har stjålet opmærksomheden.

For undervejs i tirsdagens pinlige præstation mod amatørlandsholdet fra San Marino, blev den danske målmand nemlig pludselig rasende på en bolddreng og skældte ham ud.

»'Give me the ball, you fucking prick',« fangede tv-mikrofonerne Schmeichel sige til den uopmærksomme bolddreng. Oversat til dansk: 'Giv mig bolden, din fucking lille lort'.

Episoden spredte sig hurtigt på de sociale medier, og den har efterfølgende trukket flere overskrifter. Bare ikke i San Marino.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

For den mikroskopiske fodboldnation anede intet om danskerens vredesudbrud, da B.T. onsdag nævnte episoden for dem.

»Det er første gang, vi hører om det. Det var vi slet ikke klar over,« skriver San Marino-landsholdets presseafdeling i en mail til B.T.

I skrivende stund er det endnu uvist, om Kasper Schmeichel fik sagt undskyld til bolddrengen efter kampen.

Men det forventer presseafdelingen dog, at danskeren har gjort.

»Vi føler os overbeviste om, at han selvfølgelig har sagt undskyld,« lyder det videre.

Den danske landsholdsmålmand røg da også onsdag til tasterne og beklagede sin opførsel.

'Som alle ved, betyder det alt for mig at være rollemodel for børn, og det gør jeg alt for at leve op til. Her fejlede jeg, og det er jeg ked af og beklager,' skrev han på Instagram i en story.

Efter kampen var Schmeichel dog ikke meget for at undskylde for noget som helst.

»I løbet af kampen siger man sgu en masse ting, man ikke lige kan huske, men altså, det er en del af det,« lød det fra ham.

Det danske landshold var på ufattelig vis presset i opgøret mod verdens dårligste landshold, der i øvrigt scorede et mål for første gang i næsten to år.

Danmark endte dog med at vinde kampen med 2-1.