Andreas Laudrup færdig på TV 2
Den prominente ekspert har sagt stop på TV 2.

Den prominente ekspert har sagt stop på TV 2.

Når de store stjerner har spillet El Clásico, har Andreas Laudrup været en fast del af lineuppet hos TV 2.
Men nu er det slut. Andreas Laudrup kommer ikke længere til at tone frem på skærmen hos tv-stationen.
Det afslører han på sin egen Instagram.
Han forklarer selv, hvorfor han ikke længere kommer til at være at finde på skærmen.
»Da TV 2 ikke skal vise La Liga fremover, har jeg valgt at stoppe som ekspert hos TV 2, efter rigtig mange gode år.«
»Som mange ved har jeg altid haft en stor passion og en indgroet kærlighed til spansk fodbold, og derfor synes jeg, at det rette tidspunkt at stoppe er nu,« skriver han i opslaget.
Disney + har nemlig købt rettighederne til den bedste spanske række, og Andreas Laudrup skriver, at han er taknemmelig for at have fået muligheden for at formidle spansk fodbold.
»Jeg har fået lov til at arbejde med noget, jeg virkelig elsker. Samtidig har jeg lært, at man aldrig bliver færdig med hverken fodbold, mennesker eller sig selv,« skriver han.
Andreas Laudrup takker også sine kolleger og til seerne. Det vides endnu ikke, hvad Andreas Laudrup nu skal lave.