Anders Dreyer brænder straffespark i ny San Diego-nedtur
Anders Dreyer og San Diego er uden sejr i seks kampe efter et 1-4-nederlag i New York.

Anders Dreyer og San Diego er uden sejr i seks kampe efter et 1-4-nederlag i New York.

Danskerklubben San Diego har ramt en elendig stime i den amerikanske MLS.
Natten til søndag dansk tid tabte holdet med Jeppe Tverskov, Marcus Ingvartsen og Anders Dreyer 1-4 hos New York Red Bulls.
Værterne bragte sig foran 3-0 efter bare 27 minutter, og lige før pausen misbrugte Dreyer en oplagt mulighed for at reducere.
Ingvartsen tilkæmpede sig et straffespark, og fra pletten tabte Dreyer duellen med New York-keeper Ethan Horvath, der lavede en flot redning.
Med nederlaget er San Diego uden sejr i seks kampe i træk og er gledet ned som nummer 12 af 15 hold i den vestlige konference.
Anderledes opløftende var runden for den tidligere Brøndby-træner Jesper Sørensen og Vancouver Whitecaps, som efter 1-1 i St. Louis matematisk sikrede sig en plads i slutspillet som det kun andet hold efter Nashville.
I sidste sæson nåede Sørensen og Vancouver finalen i MLS og tabte 1-3 til Lionel Messis Inter Miami.
Den nyligt landsholdspensionerede argentiner scorede to gange, da Inter Miami bankede DC United 4-0. Forinden havde Luis Suarez ligeledes scoret to gange.
Messi har scoret 23 gange i 25 kampe og er topscorer i MLS.
RITZAU