Den spanske fodboldspiller Ander Herrera forlader Manchester United, når kontrakten udløber efter sæsonen.

Når Manchester United søndag spiller den sidste kamp i sæsonen hjemme mod Cardiff, bliver det samtidig den sidste kamp i United-trøjen for Ander Herrera.

Den 29-årige spanier bekræfter i en video på Uniteds Twitter-profil, at han forlader klubben efter sæsonen, når han kontrakt udløber.

- Der er rødt i mit hjerte. Jeg vidste det, fra første øjeblik jeg begyndte at spille her. Hver gang jeg har repræsenteret denne klub, i hver en kamp, i sejre og nederlag, selv når jeg ikke kunne spille, forstod jeg, hvad denne klub betyder.

- Jeg vil huske alle af de næsten 200 kampe, jeg har spillet i denne trøje. For at spille for den største klub i England har været en sand ære. Tak for de fem fantastisk år, siger han i videoen.

Ander Herrera kom til Manchester United fra Athletic Bilbao i sommeren 2014 og har siden spillet næsten 200 kampe for det engelske storhold.

Midtbanespillerne har blandt andet været med til at vinde FA Cuppen og Europa League med United, og han blev kåret til årets spiller i klubben i 2016/2017-sæsonen.

Sidste år forhandlede Herrera og United om en ny langtidskontrakt, men klubben valgte kun at forlænge kontrakten et år.

Han har spillet 189 kampe for United på tværs af alle turneringer og scoret 20 mål.

Herrera er den seneste tid blevet sat i forbindelse med den franske storklub Paris Saint-Germain, men hverken PSG eller spanieren har bekræftet rygterne.

/ritzau/