Ifølge anklageren i Spanien har Carlo Ancelotti undladt at betale en million euro i skat.

Carlo Ancelotti har undladt at betale en million euro - svarende til 7,5 millioner kroner - i skat fra 2014 til 2015.

Sådan lyder beskyldningen fra anklageren i Madrid mod italieneren, der i sæsonen 2014/15 var træner for Real Madrid.

Det skriver det britiske medie BBC.

Den nu 61-årige Ancelotti skal ifølge anklageren have skjult indtægter for skattemyndighederne uden en gyldig grund.

Opholdet i Real Madrid sluttede i 2015. Dernæst tog italieneren til Bayern München, hvor han blot nåede at være i lidt over en sæson.

i 2018 overtog han trænergerningen i Napoli i Italien, før han i december sidste år drog videre til Premier League-klubben Everton.

Hverken Everton eller Ancelotti har kommenteret de spanske anklager.

Everton vendte søndag tilbage efter coronapausen med 0-0 mod lokalrivalerne fra Liverpool.

/ritzau/