Når fodboldfans til sommer rejser til VM i Canada, USA og Mexico, bliver det med et bagtæppe af "en akut menneskerettighedskrise".
Det advarer Amnesty International om i en ny rapport, der bliver udgivet få måneder før slutrunden.
Menneskerettighedsorganisationen retter især kritik mod USA og landets immigrationsmyndighed ICE.
- USA - hvor tre fjerdedele af VM-kampene skal spilles - står over for en "menneskerettigheds-nødsituation" og et genkendeligt mønster af autoritære praksisser, skriver Amnesty i rapporten.
- Bevæbnede agenter bryder døre op, tilbageholder børn og har deporteret hundredtusindvis af mennesker, lyder det fortsat.
Steve Cockburn, der er chef for økonomisk og social retfærdighed i Amnesty, siger, at USA's håndtering af migranter og flygtninge også kan få konsekvenser for tilrejsende fans.
- Disse politikker har splittet lokalsamfund og skabt en frygtkultur i hele USA. Det er en dybt bekymrende tid i USA, som garanteret også vil påvirke fans, der ønsker at deltage i fejringen af VM, siger Cockburn i en pressemeddelelse.
Han tilføjer i den sammenhæng, at hverken Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) eller de amerikanske myndigheder har givet garantier for beskyttelse mod "etnisk og racemæssig profilering, vilkårlige razziaer og ulovlige tilbageholdelser".
Amnesty fremhæver også skrappe indrejseregler og begrænsninger på retten til at protestere som forhold, der kan få betydning for både udenlandske fans og lokale.
Ifølge rapporten kan nogle fans blive udsat for omfattende screening, herunder tjek af sociale medier, i forbindelse med indrejsekontrol.
Særligt fans fra Elfenbenskysten, Haiti, Iran og Senegal, som alle har kvalificeret sig til VM, er ramt af skærpede rejserestriktioner og vil have svært ved overhovedet at komme ind i landet, skriver Amnesty.
Organisationen siger, at kun fire ud af 16 værtsbyer har offentliggjort menneskerettighedsplaner. Ingen nævner beskyttelse mod misbrug fra immigrationsmyndighederne.
- Dette VM er ikke længere den "mellemrisiko-turnering", som Fifa tidligere vurderede det til at være - uanset om det handler om at beskytte mennesker mod ICE, sikre retten til at protestere eller forhindre hjemløshed, er der behov for akut handling for at sikre, at virkeligheden for dette VM matcher dets oprindelige løfte, siger Cockburn.
/ritzau/
