Pokalfinale i Parken mellem ligaens nummer et og tre. Hvem tager det andet store trofæ i dansk fodbold?

Status:

FC København er midt i en vigtig kamp om det danske mesterskab, og træner Carsten V. Jensen har påpeget, at pokalfinalen ligger ubelejligt midt i et tæt og presset kampprogram. Derfor er der mulighed for, at FC København vil bringe nogle af de sædvanlige reservespillere i kamp til pokalfinalen for at spare 'A-kæden' til weekendens vigtige Superligakamp i Herning.

Man vil dog under alle omstændigheder formentlig kunne opleve et tændt FC København-mandskab. For det første er det vigtigt at komme tilbage på sejrssporet efter tre kampe i træk uden gevinst i ligaen, og for det andet er det en del af klubbens selvforståelse at gå efter sejren i alt, hvad man stiller op til. Selvom mesterskabet er det vigtigste, tager man nok gerne en pokaltitel med i denne sæson.

Alligevel vil sulten for en pokaltriumf måske være endnu større hos AC Horsens. Den Gule Fare har aldrig været i en pokalfinale før, så der er fodboldfeber i den gamle fængselsby. 85 busser er allerede booket, og så kommer der garanteret også en masse gule fans med tog og i privatbil til Parken.

Så opbakningen er der til Johnny Mølbys mandskab, der dog også har sit at slås med. Lige nu er kæmper man også for at hente bronzemedaljer i Superligaen, og desuden døjer profilen Martin Spelmann med skader. Ikke desto mindre viste Horsens gode takter i weekenden, da FC Midtjylland blev besejret med 2-1, og der er dermed lagt op til en rigtig interessant pokalfinale.

Profil:

Martin Retov har tidligere været med til at vinde tre pokalfinaler med Brøndby, og han kommer dermed med en masse brugbar erfaring til Horsens-mandskabet, der ellers ikke tæller så mange folk med finale-erfaring. Han bliver derfor en vigtig mand for de gule, også fordi han gennem hele sæsonen har gjort det godt på den centrale midtbane.

Dom:

FC København har hovedet fyldt med mesterskabstanker, mens AC Horsens kommer til Parken med ild i øjnene og en opbakning fra adskillge busfulde glade østjyder. Derfor kan Johnny Mølbys tropper godt overraske mod et reservepræget FCK-hold, selvom logikken og trupperne trods alt taler for en sejr til københavnerne.

Bud på startopstillinger:

FC København (4-4-2): Christensen - Jacobsen, Sigurdsson, 'Zanka', Oviedo - Bolaños, Kristensen, Grindheim, Vingaard - Adellaoue, N'Doye

Skader: Delaney, Larsson

Karantæne: Ingen

AC Horsens (4-4-2): Rønnow - Andersen, Rasmussen, Aslam, Kortegaard - Kryger, Retov, Drachmann, Kløve - Fagerberg, Lodberg

Skader: Absalonsen, Spelmann (tvivlsom), Mehl, Hajdarevic

Karantæne: Ingen

På TV: Kanal 5 klokken 18.00