Hendes liv har ændret sig.

Det er blot fem uger, siden Ella Toone var med til at skrive historie, og hvor hun tidligere har hadet at give interview og kæmpet med selvtilliden, er virkeligheden en anden nu.

For det var hende, der scorede Englands første mål i EM-finalen, og hun har knap fået fem minutter alene siden den dag, fortæller hun til Daily Mail.

Pludselig er interessen enorm, mange flere ved, hvem hun er, og flere vil have et glimt af den 23-årige fodboldspiller, der har sin daglige gang i Manchester United.

Ella Toone efter EM-sejren.
Ella Toone efter EM-sejren. Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

»Jeg har været i aviserne for nylig, hvilket er meget anderledes end det, jeg er vant til. Jeg var på ferie, og der blev taget paparazzobilleder på stranden. Det er ikke noget, nogle af os har skullet håndtere før,« siger hun.

»Vi vidste godt lidt, at tingene ville ændre sig, men måske ikke, at det ville være så drastisk. Jeg havde da ikke regnet med, der ville være billeder i avisen af mig, der spiser wienerbrød. Det er noget, vi skal håndtere, og det er en del af pakken i fodbold.«

Ella Toone og det engelske landshold vandt EM-finalen med 2-1 over Tyskland 1. august, og fodboldspilleren har tidligere fortalt, hvordan de havde 'en stor fest' efterfølgende.

Allerede dengang mærkede hun opmærksomheden, for det væltede ind med beskeder i hendes indbakke. En af dem kom fra David Beckham – det kan du læse mere om her.