Det kører ikke på skinner for tiden i Real Madrid.

To uafgjorte kampe og et nederlag er det blevet til i de seneste tre kampe, og det har i de spanske medier ført til kritik og spekulationer om fremtiden for cheftræner Xabi Alonso.

- Man må finde ud af at leve med det (presset, red.), og man må have den drivkraft og selvkritik, der er nødvendig. Selvfølgelig er vi ikke tilfredse med de seneste tre kampe, siger Alonso på et pressemøde forud for Real Madrids Champions League-kamp onsdag mod græske Olympiakos.

I ligaen er det blevet til et point mod både Elche og Rayo Vallecano, mens Real Madrid i starten af november tabte 0-1 i en Champions League-kamp i Liverpool.

Alonso, der som aktiv spillede i Real Madrid, fortæller, at han lader sig inspirere af nogen af de trænere, han selv havde som spiller. Heriblandt Carlo Ancelotti og José Mourinho i Real Madrid.

- Det er helt sikkert krævende, men jeg er sikker på, at jeg ikke er den første træner, der står i denne situation.

- Jeg tænker meget på, hvordan Carlo og Mourinho håndterede det tilbage i tiden. Og det samme med Manuel Pellegrini, for det her er ikke nogen ny situation, lyder det fra 44-årige Alonso.

Det var netop Carlo Ancelotti, som Xabi Alonso i sommer erstattede som cheftræner i den spanske hovedstadsklub, hvor han indtil de seneste tre kampe faktisk har fået en udmærket start.

Real Madrid har efter de fire første Champions League-kampe ni point. I ligaen indtager holdet fortsat førstepladsen et enkelt point foran rivalen FC Barcelona.

/ritzau/AFP