Marvin Iseke ville nok ønske, at han kunne have holdt sig vågen.

Mandag holdt det internationale fodboldforbund, FIFA, et stort virtuelt møde med alle forbundets medlemslande, der kan have afgørelse for fodboldens fremtid. For på programmet var især debatten om at afholde VM hvert andet år, men undervejs var det ikke alle, der virkede lige engageret i debatten.

Iseke er fodboldpræsident for Guam, der er en af FIFAs allermindste medlemslande. Og desværre for ham stjal han scenen af alle de forkerte grunde.

For undervejs faldt han simpelthen i søvn, og et screenshot af ham iført hawaiiskjorte og Ole Lukøje-tryllestøv er gået amok på de sociale medier, hvor den søvnige fodboldboss ikke er gået ubemærket hen.

Iseke gik dermed glip af FIFA-præsident Gianni Infantinos præsentation af et 700 sider langt projekt omkring VM-slutrunder hvert andet år, som han fremlagde for 211 medlemslande. Meget tyder på, at der er voksende opbakning i forbundet til projektet, som ellers har mødt stor modstand hos fodboldfans og andre aktører i sporten.

Guams fodboldpræsident havde dog ellers god grund til at lytte med, for en del af FIFAs plan for at overbevise medlemslandene er flere penge til de respektive forbund.

Hvert fjerde år vil Guam kunne se frem 125 millioner kroner yderligere. Det er det samme beløb for alle medlemslande – uanset om man er en stor fodboldnation som Brasilien eller Frankrig eller blot en miniput som Guam.

Guam er en ø i det vestlige Stillehav med omkring 170.000 indbyggere. De har været medlem af FIFA siden 1996, og VM-deltagelse næste år i Qatar var slet ikke på tale. Holdet tabte alle otte kampe i kvalifikationen.