Alle taler om Thomas Frank og det absolut værste krus, han kunne holde i hænderne.
Den danske Tottenham-træner gik før nederlaget mod Bournemouth smilende rundt med et krus med et Arsenal-logo - Tottenhams værste rivaler i over 100 år.
»Hvis ikke klubben får succes under Frank, og det ender med en skilsmisse om nogle måneder, så bliver dette billedet på Thomas Franks Tottenham-tid,« siger B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge.
»Det er selvfølgelig en uheldig bommert af danskeren - men jeg undrer mig virkelig også over, at der ikke er en fra hans store stab, der får advaret ham, inden han træder ud foran kameraerne med koppen. Så stop ham dog.«
Thomas Frank har selv forklaret, at han slet ikke opdagede, at han havde fingre i et Arsenal-krus.
Sagen kan for udefrakommende synes lille, men det er dødeligt alvor for Tottenham-tilhængerne, og derfor skal Thomas Frank lyn-lære en vigtig lektie, mener Vøge.
»Han skal lære, at han er kommet til en storklub med enormt store følelser og en masse frustration. Han kan ikke sidde og rose Arsenal på pressemøder, som han har gjort.«
»Og når han så også render smilende rundt med en Arsenal-kop i en resultatmæssig svær periode, så har han endegyldigt mistet Tottenham-tilhængernes opbakning. Kun et trofæ kan vinde dem tilbage nu,« siger B.T.s sportsredaktør.
Spurs tabte 3-2 og er nu uden sejr i tre kampe, hvilket efterlader dem på en kedelig 14. plads i Premier League.
De er hele 21 point efter Arsenal på førstepladsen.