Alle, der så landskamp hos TV 2 torsdag aften, MÅ have lagt mærke til David Nielsens stil.
Fodboldekspertens påklædning var et pletskud, der kun manglede det sidste for at være fuldendt, siger redaktør hos denvelkladtemand.dk, Torsten Grunwald.
»Han er i et traditionelt jakkesæt, men i en rock'n'roll-udgave. Det er usædvanligt at vælge et helt sort jakkesæt, med mindre man skal til begravelse.«
»Han laver en kombination med den gule skjorte med den meget spidse flip. Den er også meget 70'er-agtig. Leopard-printet på slipset spiller godt sammen med skjorten og jakkesættet.«
»Det er en stil, der refererer bagud til 70'erne, men også til 90'ernes glamour. Der er dog en ting, som jeg gerne ville forbedre: Et par Gucci-loafers ville passe bedre til tøjet,« siger Grunwald, der ikke er overrasket over at se sådan et tv-look i 2026.
»Alt er tilladt i dag. Os halvgamle kender til den måde, som alle skulle se ud på i 80'erne og 90'erne. Den er nærmest opløst i dag.«
Derimod var Torsten Grunwald ikke begejstret for Nicklas Bendtners tøjvalg.
»Der er en forventning til, at personligheder som David Nielsen og Nicklas Bendtner fyrer den af med tøjstilen.«
»Det var forbløffende tamt fra Bendtners side. Der var ingen stor hat eller noget.«
»Det var faktisk bare en utrolig kedelig tidstypisk oversized streetwear-stil. Måske ville han give plads til David Nielsen, så han kunne shine. Man ved jo ikke, om de to har aftalt noget,« siger eksperten med et smil.

Torsten Grunwald hylder David Nielsens dristighed på tøjfronten, selv om det ikke er fodboldekspertens hovedopgave på så stor en landsholdsaften.
»Det vigtigste er dog, at de er gode til at kommentere spillet, men jeg synes, det er underholdende, at vi kan have nogle forventninger til en mand som David Nielsen, der har flair for tøjstil og tydeligvis har det sjovt med det.«
Larmer David Nielsens stil for meget på tv?
»Nej, det synes jeg ikke. Tøjstilen er anderledes og springer i øjnene, men den er sådan set ret skarp. Det er svært svært at latterliggøre ham, for det er godt eksekveret.«
»Hvis Bendtner havde taget sin kæmpehat på, så havde det larmet.«
Tirsdag skal TV 2s ekspert igen i arbejdstøjet, når VM-playoff skal afgøres med en finale i Tjekkiet.
Følg Danmarks skæbnekamp her på bt.dk.

