Arsenal-angriberen Gabriel Martinelli kunne godt se. Bagefter.
»Jeg vil bare sige, at jeg er meget ked af, hvordan jeg reagerede,« lyder det fra ham på Instagram.
Undskyldningen er dog først kommet et stykke tid efter, at fodboldspilleren torsdag aften var involveret i en episode, der øjeblikket skabte raseri fra nærmest samtlige spillere fra modstanderholdet.
Fra publikum på stadion. Fra tv-seere. Fra eksperter.
Her er, hvad der skete:
I de sidste minutter af Premier League-nullerten hjemme mod Liverpool kom gæsternes Conor Bradley pludselig galt afsted.

Han faldt om med det, der unægtelig lignede en alvorlig skade og var i tydelige smerter.
Gabriel Martinelli ville dog tilsyneladende have spillet hurtigt sat i gang igen i jagten på en sejr til topholdet.
Så kan kastede først bolden mod Conor Bradley og forsøgte efterfølgende at skubbe Liverpool-spilleren ud over sidelinjen, så spillet igen kunne blive sat i gang.
Det resulterede i et større sammenstød mellem de to holds spillere.
Og som eksperten Gary Neville efterfølgende udbrød på engelsk tv ifølge Daily Mail:
»Du kan ikke skubbe ham af banen. Det kan man ikke gøre. Din idiot. Det er så sløjt,« lød det:
»Jeg er overrasket over, at en af Liverpool-spillerne ikke gik over og gav ham en ordentlig én.«
Også danske Peter Schmeichel var utilfreds. Som han sagde til Viaplay:
»Det Martinelli gør dét, det er forkasteligt. En total skændsel. Vi vil ikke se sådan noget,« lød det efter kampen:
»Det ligner en knæskade, så det er forkasteligt at gøre det dér. Han har ingen ret til at gøre det. Jeg håber, at de kigger på det og giver ham (Martinelli, red.) en straf.«
Conor Bradley blev efterfølgende båret fra banen på en båre.
I Liverpool frygter man det værste, hvor manager Arne Slot efter kampen sagde, at »det ser ikke godt ud, hvis Conor har fået den skade, som vi frygter, at der er tale om«.
Han forsøgte dog også at forklare Gabriel Martinellis handling med, at der jo er mange spillere, der forsøger at trække tiden til sidste i fodboldkampe – og at det kunne man godt tro var tilfældet, fordi det sker så tit.
På Instagram undskyldte Arsenal-spilleren så nogle timer efter kampen:
»Conor og jeg har skrevet sammen, og jeg har undskyldt over for ham. Midt i kampens hede forstod jeg virkelig ikke, at han var alvorligt skadet,« lød det også fra Gabriel Martinelli her:
»Alt det bedste til Conor for at han kommer sig hurtigt.«
Her kan du lytte til den seneste udgave af B.T.s fodboldpodcast, der blandt andet kommer ind på trænersituationen i Manchester United:

