Arsenal er i fare for at rykke ned i denne sæson.

Det mener West Bromwich-manager Sam Allardyce forud for det travle program i Premier League mellem jul og nytår.

»Når de er en del af de nederste otte hold, så er de en af vores rivaler,« siger Allardyce om Arsenal ifølge BBC Sport.

Lige nu er Arsenal nummer 15 i tabellen efter den værste start på en sæson siden sæsonen 1974/1975.

Arsenal, som lørdag tager imod Chelsea, har kun hentet 14 point i de 14 første ligakampe. Og London-klubben har blot fire point ned til Fulham under nedrykningsstregen.

Mikel Artetas tropper tabte i tirsdags med 1-4 til Manchester City i Liga Cuppen, og ser man bort fra europæiske kampe er Arsenal uden sejr siden 1. november.

Det er blevet til fem nederlag og to uafgjorte kampe i de seneste syv opgør i Premier League.

West Bromwich, som er næstsidst i rækken med kun syv point, tager 2. januar selv imod Arsenal.

»Nu fik de tæsk igen forleden aften, og selv om det ikke var i ligaen, så tømmer det spillerne for selvtillid.«

»De vil tænke over, hvad der har ramt dem, og hvorfor de roder rundt dernede, og hvordan de kommer ud af suppedasen,« siger Allardyce.

Chelsea-manager Frank Lampard, som gæster Arsenal lørdag, vil ikke stemple Arsenal som kandidat til nedrykning, som hans kollega fra West Bromwich gør.

»Jeg ønsker ikke at snakke om, hvad der bliver Arsenals kamp i denne sæson. Det er bare et godt hold med en god manager.«

»De har fået nogle kedelige resultater på det seneste. Men generelt har de fleste hold i Premier League været mere ustabile i denne sæson end i de foregående.«

»Det er ikke op til mig at bekymre mig om, hvor Arsenal befinder sig. Jeg kigger på selve holdet i forhold til kvalitet. Og Arsenal er et hold med høj kvalitet,« advarer Lampard.

/ritzau/