Allan Simonsen havde en stor karriere. Men faktisk er det hverken priser eller at blive hædret, som var den største succes.

Det var i stedet, at han formåede at slå igennem.

»Priser og hæder følger med, men at klare det hårde game i professionel fodbold kræver den rigtige indstilling. Jeg har set mange spillere gå nedenom og hjem. De kunne ikke klare presset, der hviler på én,« fortæller Allan Simonsen i et interview med Euroman.

Som blot 19-årig rejste han fra Danmark til tyske Borussia Mönchengladbach. Her hed træneren Hennes Weisweiler, og han var langtfra en blød mand.

Allan Simonsen spillede blandt andet i FC Barcelona.
Allan Simonsen spillede blandt andet i FC Barcelona. PALLE HEDEMANN

Han sagde sin mening. Og det var på den hårde måde, forklarer den tidligere fodboldspiller og nævner en situation – og nogle ord – der altid vil være i hans erindring.

Holdet havde tabt til Bayern München, og hele holdet blev sat på nogle bænke.

»Han stillede sig op foran hver enkelt og evaluerede os i en hård tone. Jeg var næstsidst, og så sagde han det, jeg aldrig glemmer: 'Und Du Däne, kannst sofort nach Dänemark zurückfahren' (og du, dansker, kan med det samme rejse hjem til Danmark, red.). Han pegede mod nord og gik videre til næste spiller,« fortæller Allan Simonsen.

Han bookede dog ikke en flybillet for at rejse hjem til Vejle. I stedet tog han arbejdshandskerne på.

»Jeg havde været i klubben i fire måneder, og så fik jeg at vide, at jeg ikke kunne bruges. Den var hård. Han talte ikke til mig i over et halvt år. Men jeg satte mig ikke og tudede eller ringede hjem til mor og far. Jeg holdt det for mig selv og tænkte: 'Jeg skal vise den skide træner!' Det var den indstilling, der gjorde, at jeg nåede så langt i min karriere,« fortæller han til Euroman.

Allan Simonsen spillede i Borussia Mönchengladbach fra 1972 til 1979. Her gik turen til Barcelona, hvor han var i tre sæsoner.

Efterfølgende tog han et kort ophold i Charlton Athletic, inden han i 1983 vendte hjem til Danmark og Vejle, hvor han sluttede sin karriere. Han nåede at spille 55 landskampe og score 20 mål for det danske landshold.

I 1977 blev Allan Simonsen desuden kåret til den bedste fodboldspiller i Europa, og i 1995 blev han optaget i Sportens 'Hall of Fame'.