Fodboldklubben Fremad Amager oplyser, at Allan Ravn træder tilbage som direktør i klubben.

For lidt mere end tre måneder siden tog Allan Ravn orlov som direktør for Fremad Amager, der spiller i den næstbedste danske fodboldrække, 1. division.

Nu træder han tilbage fra posten. Det oplyser Fremad Amager onsdag på sin hjemmeside.

Allan Ravn kalder det en både fantastisk og hektisk tid i Fremad Amager, som han var med til at redde fra en truende konkurs i foråret. Han nåede at sidde i jobbet i omkring to år.

»Tiden er kommet til at give depechen videre og prioritere mit arbejdsliv anderledes, hvilket er det rigtige for mig personligt og ligeledes for ejerkredsen, som herfra skal sætte deres præg på fodboldklubben.«

»I en periode på to år i sådan en type virksomhed, formår man at komme tæt på rigtig mange mennesker.«

»Der er mange at takke for både opbakning og samarbejde undervejs i en tid, hvor covid-19, tre forskellige ejere og en truende konkurs satte sit præg,« siger Allan Ravn.

I orlovsperioden har der været samtaler mellem Allan Ravn og ejerkredsen, og her er det nu besluttet at stoppe samarbejdet.

Ejerkredsen valgte i Allan Ravns orlovsperiode at omstrukturere virksomheden. Det betød, at Lars Hein, den ene af de fire ejere, blev involveret i højere grad i hverdagen som ansvarlig i den kommercielle afdeling.

»Vi har drøftet fremtiden med Allan, i henhold til Fremad Amager, og respekterer hans ønske om at prioritere arbejdslivet anderledes.«

»For nu fastholder vi strukturen, hvor jeg er ansvarlig i henhold til den kommercielle del og Gaxe (Jacob 'Gaxe' Gregersen, red.) som ansvarlig i den sportslige afdeling,« siger Lars Hein.

Allan Ravn fortsætter som rådgivende konsulent for ejerkredsen i tiden fremover, oplyser Lars Hein.

/ritzau/