Når fodboldkarrieren en dag slutter, må man finde på noget andet at bruge sin tid på.

Her har den tidligere danske landsholdsspiller Allan Nielsen valgt at påtage sig en toppost i et stærkt kontroversielt firma ved navn B:Hip.

B.T. har talt med flere kilder - både udenlandske og danske - der har medvirket i firmaet. De fortæller, at det efter deres opfattelse ikke var så vigtigt at sælge noget i firmaet, men at det derimod handlede om at hverve nye folk til.

Desuden skulle man ifølge kilderne kontinuerligt købe B:Hips helseprodukter for at være med. 

»Der er flere ting, der tyder på, at der kan være tale om et ulovligt pyramidespil,« siger Jan Trzaskowski, der er professor i markedsføringsret ved Aalborg Universitet, om det materiale, B.T. har fremlagt for ham. Hele historien om firmaet og Allan Nielsens rolle kan du læse her.

Det gør ondt på B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, at den tidligere topatlet har valgt at tage den kurs efter en ellers flot og prisværdig fodboldkarriere.

Lasse Vøge, sportredaktør, B.T. Foto: Bax Lindhardt

»Det er et virkeligt sørgeligt fald fra tinderne, som Allan Nielsen har udsat sig selv for. Og man bliver mindet om, at dygtige fodboldspillere ikke automatisk tager dygtige valg efter karrieren. Det er han nok det tydeligste eksempel på,« siger redaktøren.

Det er langt fra første gang, at Allan Nielsen havner i stormvejr i årene efter sit fodboldstop. Her er han blandt andet blevet dømt i en sag om skattely.

Derfor er den tidligere landsholdsprofils rolle i det omstridte firma nu med til at ødelægge hans ellers hæderfulde eftermæle, mener Lasse Vøge:

»Han optræder i Panama Papers, skylder den danske fælleskasse millioner af kroner, tager flugten til Dubai, er vaccinemodstander. Og nu lægger Allan Nielsen så også ansigt til det, der med al sandsynlighed er en stor pyramidespilskoncern, der efterlader mange stakkels godtroende mennesker fuldstændig blanket af. Der er ikke meget fodboldhelt tilbage her,« afrunder han.