Allan Nielsen kommer ikke til at spille mere fodbold lige foreløbig.

Eller dyrke en anden sport for den sags skyld.

For den 54-årige tidligere landsholdsspiller er nemlig kommet helt galt afsted med bentøjet, efter en velgørenhedskamp for tidligere legender fra Tottenham og AC Milan i weekenden i London.

En overrevet akillessene har efterfølgende tvunget fodboldnavnet til at være indlagt på et hospital i den engelske hovedstad, hvor han har gennemgået en operation, fortæller han fra sygesengen, da B.T. fanger ham på telefonen.

»Jeg blev opereret i går (onsdag, red.). Det var en superdygtig kirurg, og de er meget tilfredse. Jeg har været i de allerbedste hænder,« lyder det fra Allan Nielsen.

Det var i slutningen af velgørenhedskampen, at den tidligere landsholdsspiller måtte sande, at kroppen ikke er så frisk, som den har været.

»Fodboldvanerne er jo så indgroet i én, at selv om der kun er kort tid tilbage, så jagter man bolden. Jeg står ude i venstre side af banen, hvorefter jeg løber om kamp med Marco Boriello om at nå en bold. Jeg tænker, at den når jeg nok ikke, men så kaster han sig ned og prikker bolden til siden.«

»Efterfølgende drejer jeg rundt og sætter af, og i dét kan jeg mærke, at det går galt. En soloulykke...ganske enkelt,« lyder det videre fra den ramte fodboldstjerne.

Allan Nielsen har spillet 44 landskampe for Danmark.
Allan Nielsen har spillet 44 landskampe for Danmark. Firo Sportphoto/AP/Ritzau Scanpix

Han var da heller ikke i tvivl om, at skaden var alvorlig:

»Jeg knækkede helt sammen og faldt til jorden. Så bliver jeg hevet ud over sidelinjen, og der kan jeg jo mærke, at der er et eller andet helt galt.«

»Så bliver jeg kørt ind og ultralydscannet med det samme, og der kunne lægerne så se, at højre akillessene var revet over. Jeg har prøvet mange ting, men ikke lige det dér. Det er fandeme utroligt,« griner Allan Nielsen fra sygesengen.

Danskeren var egentlig på weekendtur med sin søn, men skrækskaden betød, at han pludselig måtte lade sig indlægge på Cleveland Clinic London.

Heldigvis er han dog ikke efterladt alene i den britiske hovedstad. For hans to ældste børn er nemlig bosat i storbyen.

»Min søn er rejst hjem, for han skulle jo passe sin skole og sin fodboldtræning,« lyder det videre.

Efter operationen har danskeren fået en kæmpe støttestøvle, han skal rende rundt med den kommende tid.

Og han ved endnu ikke, hvornår han kan komme hjem til Danmark.

Men han regner med, at det bliver snart.

»Jeg får et møde med kirurgen i dag (torsdag, red.). Det er noget med, at benet skal holdes højt under en flyvetur, og så er der en sårheling, der skal tages stilling til,« afslutter han.