Alisson Becker kommer formentlig til at sove rigtig, rigtig skidt i nat.

Det er svært at gætte, hvad Liverpool-keeperen egentlig tænkte på. Men han forærede i hvert fald to mål til Manchester City, da Guardiolas tropper storsejrede på 4-1 på Anfield.

Du kan se højdepunkterne og de usandsynlige drop øverst i artiklen.

Nu får Liverpools forsvarende mesterhold mere end svært ved at genvinde Premier League-titlen i denne sæson.

Gündogan scorer til 2-1 efter et drop af Alisson.
Gündogan scorer til 2-1 efter et drop af Alisson. Laurence Griffiths / POOL

Det var Liverpools tredje nederlag på Anfield i træk, og det er første gang i 65 år, at en regerende mester taber tre hjemmebanekampe i træk.

City fører ligaen med 50 point for 22 kampe foran Manchester United med 45 point efter 23 kampe. Liverpool er på fjerdepladsen ti point efter City og har endda spillet en kamp mere.

Liverpool var et stykke hen ad vejen ellers bedst, men med to graverende fejl i anden halvleg serverede Liverpool-keeper Alisson Becker sejren for City.

For vinderne indtog Ilkay Gündogan hovedrollen. Han brændte først et straffespark, men scorede siden to gange.

Liverpool var bedst i den første halve time, mens City ikke havde meget at byde ind med offensivt.

Det ændrede Raheem Sterling på efter 36 minutter, da han driblede ind i feltet og blev fældet af Fabinho. Straffespark til City. Ilkay Gündogan blev sat til at sparke, men sendte bolden langt over mål.

Kort efter pausen fik Gündogan revanche. Igen var Sterling arkitekten med en dribletur, og han stødte bolden til Phil Foden, der afsluttede fra en god position. Alisson Becker fik en handske på bolden, men lagde den til rette for Gündogan, der nemt hamrede riposten i mål til 1-0.

Liverpool slog dog tilbage et kvarter senere. Mohamed Salah, der på det tidspunkt havde været forholdsvis anonym, skar ind i feltet og blev revet i armen, og så var det Liverpools tur til at få straffespark.

Mens City har brændt gang på gang i denne og sidste sæson, har Salah været noget mere sikker, og han satte denne gang udligningen ind højt i målet.

Det var Liverpools første scoring på hjemmebane i hele 410 minutter og det første i 2021 efter tre kampe i træk på Anfield uden mål til hjemmeholdet.

Det gav Liverpool håb om en vital sejr, men keeper Alisson ødelagde alt.

To gange med tre minutters mellemrum sendte han upresset bolde direkte ud til City-spillere, og begge gange blev det straffet hårdt og prompte.

Først satte Foden Gündogan op til 2-1-målet, og med et kvarter tilbage løftede Bernardo Silva bolden over Alisson til Sterling, der puffede bolden det sidste stykke over stregen til 3-1.

Med det tredje City-mål på ti minutter satte Foden trumf på med et drøn af et skud til 4-1 fra en spids vinkel.

Tidligere søndag spillede Wolverhampton og Leicester med Kasper Schmeichel 0-0.

Leicester ligger på tredjepladsen med 43 point, mens Wolverhampton har 27 point på 14.-pladsen.

/ritzau/