Algeriet måtte via straffesparkskonkurrence, før sejren over Elfenbenskysten i Africa Cup of Nations var i hus

Der var neglebidderi i Algeriet torsdag aften.

Landets fodboldlandshold var foran 1-0, brændte et straffespark i ordinær spilletid og måtte ud i forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence, før de kunne juble over sejren i kvartfinalen ved Africa Cup of Nations.

Det gik ud over Elfenbenskysten, der må forlade turneringen inden semifinalerne, som Algeriet i stedet har booket billet til.

Algerierne kom foran efter 20 minutters spil på en scoring af midtbanespilleren Sofiane Feghouli, der til dagligt spiller i Galatasaray.

I anden halvleg kunne Aston Villa-spilleren Jonathan Kodjia så udligne. Inden da havde Algeriets Baghdad Bounedjah brændt et straffespark, som han skød på overliggeren.

Ingen af holdene formåede at score mere i ordinær eller forlænget spilletid.

I straffesparkskonkurrencen var der også drama til det sidste. Elfenbenskysten brændte sit tredje forsøg, og dermed kunne Youcef Belaili sikre triumfen på Algeriets sidste spark, men brændte.

Til sidst blev målmand Rais M'Bolhi i stedet helten for Algeriet, da han reddede det sidste forsøg fra Elfenbenskystens Serey Die.

Algeriet skal møde Nigeria i semifinalen søndag.

I torsdagens anden kvartfinale vandt Tunesien med 3-0 over turneringens helt store overraskelse, Madagascar.

Men kvartfinalen blev altså endestationen for sensationsholdet, der på vejen blandt andet har slået DRCongo og Nigeria.

Tunesien møder Senegal i den anden semifinale søndag.

/ritzau/