Der kan gå et stykke tid, før Liverpool får den svenske angriber Alexander Isak tilbage på banen.
Han forventes at være ude i et par måneder, efter at han er blevet opereret for et brækket ben.
Det oplyser klubbens cheftræner, Arne Slot, ifølge BBC.
- Det bliver en lang skade, et par måneder, siger Slot.
- Det er en stor skuffelse for ham og dermed også for os, tilføjer han.
Svenskeren pådrog sig skaden i lørdagens 2-1-sejr mod Tottenham. Det så ellers ud til at blive et forløsende øjeblik for 26-årige Isak, da han bragte Liverpool foran 1-0.
Men i samme situation blev han tacklet af Tottenhams Micky van de Ven og måtte med det samme forlade banen i store smerter.
Liverpool-chef Arne Slot er langtfra tilfreds med tacklingen fra sin hollandske landsmand Van de Ven.
- Det var efter min mening en hensynsløs tackling. Hvis man laver den tackling ti gange, tror jeg, at der er en alvorlig risiko for, at en spiller pådrager sig en alvorlig skade alle ti gange, siger Slot.
Isaks skade kommer efter en vanskelig start på hans tilværelse i Liverpool.
I begyndelsen af september skiftede han til den engelske storklub fra Newcastle i den angiveligt største transfersum i britisk fodboldhistorie på over en milliard danske kroner.
Siden skiftet har Isak været plaget af skader og nået blot 16 kampe med tre scoringer.
Liverpools håb om at forsvare Premier League-titlen så hurtigt ud til at svinde væk efter en svær sæsonstart. Holdet har dog rettet op på kursen og ligger nu på femtepladsen i ligaen.
Klubbens næste kamp er på hjemmebane lørdag mod ligaens bundprop, Wolverhampton.
/ritzau/
