At se Alex Ferguson til en Manchester United-kamp er ikke det mest usædvanlige.

Men alligevel er det et billede af den 78-årige skotte, der har vakt stor opsigt efter kampen mod Southampton på Old Trafford mandag aften.

Her sad Alex Ferguson, som protokollen foreskriver, med en maske på, men alligevel har både fans og medier bidt mærke i en særlig detalje.

'Nogen burde fortælle Alex Ferguson, at masken også skal dække næsen,' skriver den britiske forretningsmand og milliardær Alan Sugar i et opslag på Twitter.

Alex Ferguson var på lægterne, da Manchester United mandag spillede mod Southampton.
Alex Ferguson var på lægterne, da Manchester United mandag spillede mod Southampton. Foto: Clive Brunskill/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og han er langtfra den eneste, der har bemærket, at masken ikke sad nogle centimeter længere oppe.

'13 Premier League-titler, fem FA Cup-titler og to Champions League-titler. Men sir Alex Ferguson kan ikke finde ud af at have masken ordentligt på,' skriver fodboldmediet Squawka.

Også mange fans røg til tasterne på Twitter for at pointere, at Alex Ferguson ikke bar masken helt efter bogen:

  • 'Jeg elsker Alex Ferguson af hele mit hjerte, men seriøst, hvis du skal bruge en maske, så gør det ordentligt: dæk munden OG NÆSEN. Ellers giver det ikke mening.'
  • 'Alex Ferguson, vær sød at tage masken over næsen. Tak!'
  • 'Sir Alex Ferguson har ikke sin maske ordentligt på.'
  • 'Alex Ferguson, tag nu masken ordentligt på, for pokker!'
  • 'Jeg tror ikke, Alex Ferguson ved, hvordan man bærer en maske korrekt.'

Et billede, der blev taget længere inde i kampen, viser, at skotten fik rettet på masken og trukket den så højt op, at den dækkede både mund og næse.

Alex Ferguson var manager for Manchester United fra 1986 til 2013, men han har siden været gæst på stadion.

Under coronakrisen har han dog som følge af sin alder holdt sig hjemme, og mandagens kamp var den første, han overværede.

Her kunne han se Manchester United smide sejren i overtiden, da Southampton udlignede til 2-2.