Ifølge den albanske portal opozita.com har fire armenske spillere modtaget 500.000 euro hver for at tabe til Albanien i det opgør, der sikrede Albanien den direkte adgangsbillet til EM og sendte Danmark ud i to playoff-kampe.

Flere medier, herunder den serbiske netavis Telegraaf.rs og den nationale serbiske tv- og radio-kanal B92, har citeret historien.

opozita.com angiver ikke spillernes navne, men der skulle være tale om tre forsvarsspillere og en målmand, som angiveligt skulle være bestukket for i alt to millioner euro (15 millioner kroner).

Albanien vandt sikkert opgøret med 3-0 og sikrede sig dermed andenpladsen i gruppen. Albanerne skulle bruge en sejr for at overhale Danmark, der nu skal ud i to playoff-kampe i kraft af tredjepladsen.

Men hvis anklagerne om mulig matchfixing bliver taget op af det europæiske fodboldforbund UEFA, så kan Albaniens sejr over Armenien blive erklæret ugyldig, og det kan føre til, at Danmark bliver tildelt andenpladsen i gruppen.

Først skal der dog tages en masse forbehold. For det første er det ikke sikkert, at der er hold i rygterne, og for det andet behøver Albanien ikke have været direkte involveret, hvis det er sandt, at armenerne har modtaget penge. Umiddelbart skal det kunne bevises, at det albanske fodboldforbund eller Albaniens spillere har været involveret i en eventuel matchfixing-sag, før holdet vil kunne taberdømmes.

Og ifølge BTs spilekspert, Steffen Dam, der har flere års erfaring med spil og kendskab til tidligere matchfixingsager, så er der ikke meget, som tyder på urent trav.

bt.dk har været i kontakt med DBUs formand, Jesper Møller, der ikke har hørt om sagen. Han ønsker ikke at kommentere sagen.