'Boycott Qata.r'

Budskabet var klart, da en aktivist løb på banen i Champions League-opgøret mellem FC København og Borussia Dortmund.

På en hvid T-shirt stod det klare budskab mod den kommende og meget kontroversielle vært for VM-slutrunden – nemlig Qatar.

I sin ene hånd havde aktivisten en bold dækket af blod. En aktion, som aktivistgruppen Extinction Rebellion stod bag.

Bo Amstrup

»Baneløbet var en fortsættelse af modstanden mod afholdelsen af herrefodbold VM i Qatar og det danske landsholds deltagelse. For tre uger siden blev kampen FCK-Manchester City forstyrret. Baneløberne besluttede sig for deres protest, da de hørte om arbejdernes slavelignende forhold ved VM-byggeriet i Qatar. I løbet af de sidste ti år er langt over 6.500 internationale arbejdere døde i Qatar,« skriver gruppen i en pressemeddelelse.

Extinction Rebellion kalder det også hjerteskærende den måde, som migrantarbejderne er blevet behandlet på.

Samtidig slår aktivistgruppen også fast, at protesten ikke vil blive den sidste.

Aktivisten løb på banen i kampens 33. minut, hvorefter opgøret i kort tid var afbrudt. Stewarder fik dog hurtigt fjernet ham fra grønsværen, og aktivisten blev også mødt af en massiv pibekoncert for publikum på stadion.