Alt tyder på, at Christian Eriksen er færdig i Manchester United til sommer, når danskerens kontrakt udløber.

Men selvom han er fyldt 33 år, er der stadig interesse. Blandt andet fra hans tidligere klub Ajax Amsterdam.

Det bekræfter klubbens fodbolddirektør, Marijn Beuker, til ESPN.

»Han er en af de spillere, der har præsteret fantastisk hos os tidligere, og som vi har i tankerne. Der bliver nævnt flere spillere i medierne. Andre navne er Dusan Tadic og Daley Blind,« siger Beuker og fortsætter:

Eriksen skiftede fra OB til Ajax 1. januar 2009, da danskeren var 16 år.
Eriksen skiftede fra OB til Ajax 1. januar 2009, da danskeren var 16 år. Robin Utrecht/AFP/Ritzau Scanpix

»Den slags spillere er altid en mulighed. Vi må se på det. Det skal dog passe ind i den situation, vi er i, og i lønstrukturen. Man ønsker heller ikke at blokere for ungdomsspillere, der er på vej op. Det er klart, at vi er åbne for at overveje det. Det skal bare passe ind i det samlede billede for fremtiden.«

Christian Eriksen nåede at spille 163 kampe for Ajax, som han forlod i 2013 til fordel for Tottenham.

Efterfølgende kom han til Inter, som han dog måtte skifte væk fra, da det ikke er tilladt at spille i Serie A med den pacemaker, som danskeren fik indopereret efter sit hjertestop.

Derfor gik turen tilbage til London – nærmere bestemt Brentford, hvorefter Manchester United hentede Eriksen i sommeren 2022.