Vild, vildere, vildeste villa i Valby.

Det er, hvad Daniel Agger og familien kan se frem til at flytte ind i, efter at den tidligere fodboldlandsholdsanfører har været på det københavnske boligmarked og investeret i en af de mere imponerende 'kasser', man kan støde på i hovedstaden.

Der er tale om en 325 kvadratmeter Valby-villa fra 1900 med otte værelser på en grund på 921 kvadratmeter på attraktive Valby Bakke.

For den prangende villa, som ligger et fodboldspark fra blandt andet Carlsbergs nye imponerende hovedkvarter og naturskønne Søndermarken, har Daniel Agger og fru Sofie Agger betalt 38,5 millioner kroner.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det kan man læse i tingbogen, som Ekstra Bladet også har skrevet tidligere torsdag.

Dermed er boligen meget tæt på at være den dyreste bolig nogensinde handlet i Valby. Rekorden lyder på 39 millioner kroner, som var prisen på en villa, der blev købt i 2021.

Daniel Aggers nye bolig blev i februar i år udbudt til 45 millioner kroner efter at have været handlet i december 2021 for 24,5 millioner kroner, så det er en solid fortjeneste, sælger har scoret i handlen med Agger-familien.

Den tidligere Liverpool- og Brøndby-stjerne, som blandt andet også ejer en luksusvilla i Marbella, har ved siden af trænergerningen i HB Køge stor succes med kloakfirmaet KloAgger.