Fredag venter et skæbnemøde.

Et af Daniel Aggers hjertebørn, firmaet Tattoodo, har lidt et hårdt knæk og er gået i rekonstruktion.

Det betyder, at det nuværende hold bestående af Hummel-ejer Christian Stadil, arkitekt Bjarke Ingels, skuespiller Nikolaj Coster-Waldau og altså den tidligere landsholdstjerne har skullet aflevere et forslag til, hvordan firmaet kunne reddes.

Ifølge Finans lyder planen på en økonomisk saltvandsindsprøjtning på 9,5 mio. kroner, hvor 7,6 af millioner kommer fra Aggers firma Maruda ApS.

Daniel Agger blev cheftræner for HB Køge i starten af 2021.
Daniel Agger blev cheftræner for HB Køge i starten af 2021. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I CVR-registeret fremgår det også, at den tidligere Liverpool-spiller og nuværnde HB Køge-træner ejer den største andel i det blødende tatoveringsfirma - mellem 20 og 24,99%.

De sidste tre regnskabsår har pengene fosset ud og efterladt underskud på 23,3 mio. kroner i 2019, 21,4 mio. i 2020 og senest 14,5 mio. i seneste regnskabsår.

Firmaet har efter eget udsagn 'verdens største markedsplads for tatoveringer' og 'den mest downloadede tatoveringsapp', men hverken de to elementer eller den store følgerskare på de sociale medier har for alvor bonnet ud på bundlinjen endnu.

På mødet i skifteretten fredag kan rekonstruktionsforslaget vedtages, medmindre et flertal af kreditorerne på mødet stemmer imod. Hvis det sker, vil skifteretten standse rekonstruktionsbehandlingen og erklære firmaet konkurs.

Den godt tatoverede Agger håber på at puste mere liv i biksen.
Den godt tatoverede Agger håber på at puste mere liv i biksen. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Det er planen, at de resterende penge skal komme fra en Pieter Van Hasselt, og derudover vil Tattoodo også have nedbragt sin gæld ved hjælp af en såkaldt akkordordning med kreditorerne. Det betyder helt praktisk, at de kun ønsker at betale en del af deres tårnhøje gæld tilbage.

Der er tale om hele 24,6 mio. kroner, hvoraf 22,8 mio. skyldes til Vækstfonden.

På Tatoodos hjemmeside er håbet lysegrønt, for i weekenden er der planlagt Halloween-event i Los Angeles.