Ifølge AGF-træner David Nielsen er FCK's Denis Vavro efterårets profil. Det fremgår af Tipsbladets kåring.

FC Københavns formstærke kantspiller Robert Skov er af de 14 cheftrænere i Superligaen kåret som efterårets profil.

I den traditionsrige kåring, som for 25. gang er foretaget af Tipsbladet, er Robert Skov nummer et hos ti af trænerne i den bedste danske fodboldrække.

Kun tre trænere har ikke Skov som nummer et - samt FCK-træner Ståle Solbakken, der ikke måtte stemme på spillere fra sit eget hold.

AGF-træner David Nielsen skiller sig markant ud fra de øvrige trænere ved at pege på FCK-stopperen Denis Vavro som efterårets bedste spiller.

Ingen andre trænere har Vavro på top-5 over efterårets største profiler.

- Hvis Denis Vavro fortsætter den her udvikling, spiller han Premier League, før han ved af det. Han har top, top internationalt potentiale. Han har hele pakken, siger David Nielsen til Tipsbladet.

David Nielsen har Robert Skov på andenpladsen på sin liste.

FCM-træner Kenneth Andersen mener til gengæld, at hele tre spillere har været bedre end Robert Skov i denne sæson.

Han peger på FCK-spilleren Viktor Fischer som den bedste efterfulgt af Brøndby-angriberen Kamil Wilczek og FCN-angriberen Andreas Skov Olsen.

Horsens-træner Bo Henriksen har FCM-anfører Jakob Poulsen foran Robert Skov.

Robert Skov fik 60 point ud af 65 mulige, mens andenpladsen blev delt af Viktor Fischer og Andreas Skov Olsen med 28 point hver.

- Det havde jeg ikke lige regnet med. Det er overraskende og vildt, og det er sødt af dem, at de vil stemme på mig, siger Robert Skov til avisen og tilføjer:

- Som spiller tror jeg ikke, man tænker så meget over at imponere modstandernes træner, men her er det jo dem, der bestemmer, og det er dejligt at få et anerkendende klap på skulderen.

Robert Skov er lige nu topscorer i Superligaen med 15 mål.

/ritzau/