AGF møder FC København i den afgørende kamp om en plads i Europa efter en samlet sejr over Sønderjyske.

Haderslev. AGF skal på fredag op mod FC København om en plads i Europa til efteråret.

Det står klart, efter at aarhusianerne tirsdag slog Sønderjyske med 2-0 på udebane. AGF og Sønderjyske spillede i sidste uge 2-2 i det første opgør i Aarhus.

AGF-træner David Nielsen forventer en svær opgave mod FCK, der blev nummer fire i mesterskabsspillet.

- Vi ved jo godt, hvem der er favoritter, men det bruger vi ikke så meget tid på.

- Vi er stolte i AGF over, at vi står i den her situation, så vi bruger tid på at forberede os på at gøre det, der skal til, siger David Nielsen.

AGF-træneren ser frem til en meget speciel fodboldkamp mod et stærkt fodboldhold, der har en masse strenge at spille på. Samtidig roser han sit eget hold.

- Holdet har spillet et fantastisk og næsten fejlfrit forår.

- Jeg er utrolig stolt af spillerne. Vi har fået den ene skade efter den anden, men alligevel går spillerne ud og gør det fremragende, siger cheftræneren.

AGF har ikke vundet over FCK siden efteråret 2009, men det afholder ikke AGF-anfører Pierre Kanstrup fra at tro på en sejr.

- Jeg er stensikker på, at det bliver en rigtig fed kamp i en rigtig fed kulisse.

- Derudover tror jeg på, at vi har gode chancer for at vinde, siger Kanstrup.

AGF-anføreren pådrog sig en forstrækning og måtte efter 22 minutter lade sig udskifte af tirsdagens kamp. Han tror dog på fysioterapeuternes evner til at få ham tilbage i kamp mod FCK.

Den afgørende kamp om en plads i Europa League-kvalifikationen spilles på fredag i Parken klokken 19.00.

/ritzau/